Midt i japanernes udvikling af deres forældede og konservative skolesystem blomstrer den filosofiske tilgang frem som en progressiv pædagogisk bevægelse. I dette indlæg undersøger jeg, om denne progressive bevægelse kan være til inspiration for dansk skoletænkning.
Da jeg kort før sommeren fortalte en lærer, jeg kender, at jeg i forbindelse med mit ph.d.-projekt skulle til Japan og bl.a. se nærmere på den japanske skole, udbrød hun: ”Åh nej, skal vi nu til at have japansk skole i Danmark?”
Hurtigt fik jeg svaret, at nej, det var selvfølgelig ikke det, formålet var. Slet ikke. Og måske ville der ikke engang være noget at hente i den japanske skole. Måske ville mit ophold mest af alt blot være et indblik i noget, som ikke ville kunne relatere eller inspirere i en dansk kontekst. Måske gav det slet ikke mening at se nærmere på den japanske skole…
Men hvad tænker jeg så egentlig nu, hvor jeg er kommet hjem efter at have brugt halvanden måned i Japan?
P4C i Japan
Jeg tog til Japan med et ønske om at se nærmere på landets traditioner indenfor kunst, æstetik og filosofisk praksis. Og særligt den filosofiske praksis skulle vise sig at være ganske udbredt i Japan og i det japanske uddannelsessystem.
Som mange andre steder i verden kalder de den filosofiske praksis for P4C. Selvom der internationalt er diskussioner om, hvorvidt P4C er et passende navn for denne praksis – fordi P4C indikerer, at der er tale om filosofi for børn og ikke med børn – synes denne diskussion i Japan at være tilsidesat til fordel for navnets enkle, visuelle fremtoning og den lette ordlyd: P4C. Faktisk er navnet så brugt og udbredt, at selve betydningen ikke længere italesættes. Eleverne i japanske skoler ved ikke nødvendigvis, hvad P4C er en forkortelse for, men de er helt med på, hvad P4C går ud på, og hvad det vil sige at filosofere.
Jeg oplevede P4C i Japan i flere forskellige sammenhænge, både i relation til grundskolen og til fritidsområdet. Flere af oplevelserne gjorde stort indtryk og efterlader mig med en tanke om, at vi også i Danmark kan finde inspiration ved at vende blikket mod andre kulturer og skolesystemer.
P4C praktiseres her på hhv. et bibliotek og i en boghandel i Tokyo. Her kan forældre og lærere få indblik i denne praksisform.
En traditionel og regelstyret skole
Skolen i Japan er på mange måde konservativ og gammeldags. Dagen er styret af skemaer og moduler, der er klare mål for alle fag og et hav af regler, der er med til at føre eleverne i den rigtige retning. Undervisningen synes at bygge på principperne fra den såkaldte tankpasserpædagogik, hvor eleverne primært skal lytte, læse og skrive. At indgå i dialog og udvikle evnerne til selvstændig tænkning er ikke umiddelbart skolens formål.
I dette lys er det interessant at se nærmere på, hvorfor og hvordan P4C er blevet så udbredt i de japanske skoler. For tilsyneladende er der mange distrikter og områder i Japan, hvor P4C praktiseres på daglig basis, ligesom der er mange lærere, forskere og studerende, der deltager i forskellige P4C netværk og arbejder med både at udbrede og udvikle tænkningen.
Inspirationen fra Hawaii
Ifølge Tetsuya Kono, der er professor ved Rikkyo University i Tokyo og én af pionererne bag udviklingen af P4C i Japan, og Aya Watanabe, der er forskningsassistent samme sted, er udviklingen og implementeringen af P4C i de japanske skoler, gået hurtig. De peger begge på jordskælvet ved Sendai i 2011 som en væsentlig årsag til, at P4C blev udbredt. For med dette jordskælv og de efterfølgende ødelæggelser med et stort antal omkomne, opstod der i befolkningen en længsel efter at tænke og tale om mere eksistentielle sider af livet. Det var med denne længsel som afsæt, at P4C – forstået som en samtaleform, hvis indhold er filosofisk – begyndte at brede sig i Japan indenfor både uddannelse og i befolkningen generelt.
Med en historisk tilknytning til USA er det nærliggende at tro, at P4C i Japan ville udvikle sig med inspiration fra den tradition, der udspringer af Lipmans arbejde på Montclair State University. Imidlertid synes japansk P4C i langt højere grad at være inspireret af den tilgang og praksis, som findes i Hawaii. Her har Dr. Thomas Jackson fra University of Hawaii siden 1980’erne stået i spidsen for en forståelse af P4C, der på mange måder adskiller sig fra den oprindelige, analytiske tradition, som stadig i dag er dominerende i både USA og England, og delvist i Danmark.
Noget af det, der ifølge Benjamin Lukey – der er Associate Director for the UH Uehiro Academy for Philosophy and Ethics in Education – kendetegner P4C i Hawaii, er ønsket om at skabe fælles dialog, hvor de socio-økonomiske forskelle, som er så markante i samfundet, gøres overflødige eller sekundære. Når man filosoferer sammen, er man lige, fordi det, man filosoferer over, er alment menneskeligt og tilgængeligt for alle.
Selvom de socio-økonomiske forskelle er langt mindre i Japan end i Hawaii og ikke opfattes som et problem, der skal løses i fx skolen, er udviklingen af P4C alligevel kraftigt inspireret af traditionen fra Hawaii. Inspirationen findes i selve den tilgang, som kendetegner P4C i Hawaii. For med ønsket om at skabe fælles dialoger med plads til alle børn og unge, har Thomas Jackson gennem flere årtier betonet vigtigheden af at tage afsæt i børns og unges undren og egne erfaringer.
Denne betoning af undren er også fremtrædende i P4C i Japan, hvor fx Tetsuya Kono argumenterer for, at formålet med P4C bl.a. er at skabe rum for børns og unges stemme og forberede dem til medborgerskab. P4C praktiseres, fordi det er vigtigt for børnene og fordi det kan imødekomme den længsel, der er i samfundet efter at tale om tilværelsens eksistentielle og meningsfulde dimensioner. Og skal en samtale være meningsfuld, må den naturligvis tage udgangspunkt i de erfaringer, som de mennesker, der deltager i samtalen, har.
Den såkaldte “community ball” – en talebold – bruges ofte, når der praktiseres P4C, både i Hawaii og i Japan.
Eksistens og undren pibler frem i sprækkerne
Gennem flere år har der været et tæt samarbejde mellem Hawaii og Japan, når det kommer til P4C. Hvor japanske lærere og forskere til at begynde med lod sig inspirere af P4C i Hawaii, er der i dag etableret et formelt netværk med det formål at skabe gensidig inspiration. Her tager forskere og lærere fra de to lande på besøg hos hinanden for at opleve, hvordan P4C praktiseres og udvikler sig på forskellige skoler. Ét af de områder, der i særlig grad har udviklet sig med inspiration fra Hawaii, er Miyagi præfektur i det nordlige Japan – hvor også byen Sendai ligger. Den udvikling og de erfaringer, som lærerne har gjort sig i Miyagi, er netop, hvad Aya Watanabe har undersøgt i sit ph.d-projekt.
I selve Japan er der også etableret forskellige netværk med fokus på P4C. Ardacoda, der blev startet af Tetsuya Kono i 2014, er et eksempel på et non-profit netværk bestående af undervisere, pædagoger, bibliotekarer, forskere og andre med interesse i P4C. Netværket tilbyder kurser og efteruddannelse til bl.a. lærere, der ønsker at praktisere P4C.
Udviklingen synes altså at tage fart på mange niveauer samtidig. På universiteterne møder lærerstuderende tænkningen, uddannede lærere møder det igennem forskellige netværk og udgivelser, der afholdes løbende P4C-sessioner, hvor både studerende og lærere indenfor alle dele af uddannelsessystemet deltager, og selv forældre involveres ofte i skolernes drøftelser af, om P4C skal implementeres. Samtidig deltager børn i P4C, ikke bare i skolens undervisning, men også i deres fritid. Flere steder ser man eksempler på P4C, der afholdes på biblioteker, kunstmuseer og endda i templerne. Med andre ord er der altså tale om en progressiv bevægelse, der pibler frem i samfundets mange sprækker og åbninger.
Ifølge Tetsuya Kono skal udviklingen ikke kun ses i lyset af begivenhederne i Sendai i 2011, men skyldes i dag også en trang til at forandre og udvikle uddannelsessystemet. Forældre og lærere ønsker en mere moderne skole, hvor eleverne i langt højere grad inviteres til at tale og tænke sammen, og her viser P4C sig som en tænkning og praksis, der muliggør dette.
Meningen med livet i Kobe
Skolelov og fagmål er endnu ikke reformeret i Japan, og alligevel finder mange lærere sprækker i fagene, der muliggør, at de kan praktisere P4C. Selvom rammerne er snævre er der masser af eksempler på, at P4C finder vej ind i undervisningen. En af de lærere, der ofte praktiserer P4C er Masamichi Nakagawa, som jeg mødte i Kobe. Han har også skrevet ph.d. om P4C i Japan og har som sådan beskæftiget sig med feltet i flere år – både gennem forskning og undervisning. Som underviser på Kobe University Secondary School praktiserer han flere gange om ugen P4C med sine elever.
Sammen med Minae Inahara, der er lektor ved Kobe University og tre af hendes studerende, fik jeg lov at deltage i Masamichis undervisning en formiddag i begyndelsen af juli. Denne undervisning var på flere måder interessant, men særligt to aspekter finder jeg væsentlige at fremhæve. Disse aspekter vedrører børnenes undren og lærerens rolle. Begge aspekter har jeg set udfoldet på tilsvarende vis i adskillige andre P4C sessioner i Japan.
At ville give plads til børnenes undren og egne erfaringer fører det med sig, at indholdet i den filosofiske samtale har udgangspunkt i elevernes egne ønsker og tanker. I Masamichi Nakagawas undervisning var det således eleverne selv, der havde valgt indholdet, dvs. valgt, hvad de sammen skulle filosofere over. Spørgsmålet de havde valgt var: Hvad er meningen med livet? Om eleverne vælger spørgsmålet forud for undervisningen eller indledningsvist i selve sessionen kan variere, men alle de steder, jeg har set P4C i Japan, har det været deltagerne selv, der har valgt indholdet.
En lærers mulighed for at forberede sig til sin undervisning afhænger selvfølgelig af, om indholdet er fastlagt på forhånd. Det er formentlig mere udfordrende for læreren at facilitere en samtale, hvis samtalens indhold ikke kendes på forhånd. Men her bliver det tydeligt, hvad P4C kan tilbyde, når det praktiseres over tid og eleverne er blevet fortrolige med tilgangen og samtaleformen. Som undervisningen i Kobe viste, var eleverne i vid udstrækning selvkørende. De stillede hinanden spørgsmål, svarede, fulgte op, tænkte sammen, og Masamichi Nakagawas rolle var begrænset til ind imellem at samle op og stille et par enkelte spørgsmål, der førte samtalen i en ny retning. Med andre ord var lærerens rolle i udpræget grad en anden end i traditionel undervisning, men den var anderledes og langt mere tilbageholdende end jeg har set i mange P4C sessioner i fx Danmark.
Mere undren…?
Når P4C praktiseres i et tilsyneladende stort omfang i Japan, skyldes det ikke, at fx skolens fag eller formål kræver det eller endda muliggør det. Det er lærerne og skoleledelsen selv – og ofte også forældre – der finder P4C relevant, og dette begrundes ikke i fagene, men derimod i filosofien selv. Det er gennem den filosofiske dialog, at eleverne kan lære at tænke og samtidig får lov at sætte ord på eksistentielle spørgsmål og tanker, der optager dem.
Spørgsmålet eleverne havde valgt var: Hvad er meningen med livet?
Det, der i udpræget grad kendetegner P4C i Japan, og som vi i en dansk skolekontekst godt kan lade os inspirere af, er vægtningen af børns undren og erfaringer. Den filosofiske dialog er en dialog for og med de børn og unge, der deltager i den.
Når man spørger en lærer som Masamichi Nakagawa om det er svært eller måske angstprovokerende at facilitere en dialog, som han ikke har kunnet forberede, fremhæver han, at man i en filosofisk dialog ikke bør deltage med en forventning om at skulle have overblikket eller kende målet, men at man snarere må være deltager på samme måde som resten af deltagerne – just be a human. Det kræver måske nok mod at give slip på denne måde, men med elever, der er fortrolige med P4C, ender samtalen på ingen måde i kaos; tværtimod skabes der en afslappet stemning, som inviterer eleverne til at åbne op for både stringente og eksperimenterende tanker, hvis muligheder og begrænsninger de i fællesskab tager ansvar for at undersøge.
At invitere elever til selv at vælge indhold, til at dykke ned i deres undren og i de erfaringer og oplevelser, som de har med sig, og på den baggrund vælge, hvad der er relevant at filosofere sammen over, er uden tvivl en krævende og anderledes måde at gribe undervisningen an på i en dansk kontekst. Men at se, hvilket engagement og hvilke dybe og meget reflekterede tanker, det kan føre med sig, har været en øjenåbner for mig – og en påmindelse om, at børns og unges perspektiver nu engang må være vigtige at give plads til i skolen.
I de sessioner, jeg har set i Japan, har den filosofiske samtale altid foregået siddende i en cirkel og med brug af meget få materialer. En tavle er imidlertid et visuelt værktøj, der nogle gange tages i brug, når der skal samles op på børnenes mange tanker.
…
Udvalgt litteratur om P4C i Hawaii og Japan
Kono, T. (2017). Teaching philosophy and ethics in Japan. In (1 ed., pp. 167-169). Routledge. https://doi.org/10.4324/9781315208732-19
Kono, T., & Shimizu, S. (2020). The development of P4C in Japanese society and the challenges for practitioners. In (1 ed., Vol. 1, pp. 141-155). Routledge. https://doi.org/10.4324/9780429028311-9
Lukey, B. (2012). Philosophy for Children in Hawaii: A Community Circle Discussion. Educational perspectives, 44(1-2), 32.
Watanabe, A. (2023). Teacher’s perceptions and experiences in implementing “p4cHI” in Miyagi, Japan. Web: https://scholarspace.manoa.hawaii.edu/server/api/core/bitstreams/6c597f21-4ff9-4dbe-97f2-f8a05fa66105/content
The University of Hawai’i Uehiro Academy for Philosophy and Ethics in Education: https://p4chawaii.org