En søndag eftermiddag mødes ca. 20 japanske børn og deres forældre med en gruppe voksne på et bibliotek i Tokyo. Her filosoferer de sammen over betydningen og værdien af skoleregler.
Jeg er inviteret med til dagen af professor Tetsuya Kono fra Rikkyo Universitet i Tokyo. I Japan har han spillet en stor rolle i forhold til at udvikle og udbrede P4C og filosofisk praksis.
Et frirum
I forbindelse med mit forskningsprojekt om unge, kunst og dialog, opholder jeg mig denne sommer i Japan. Her har jeg fået kontakt til flere forskere og praktikere, der arbejder med filosofi i skolen. Som i den engelske og amerikanske tradition kalder de det P4C, Philosophy for Children, om end formen er meget anderledes end hos fx pioneren Lipman.
Jeg følges med professor Tetsuya Kono fra Rikkyo University i Tokyo og en flok af hans studerende. Vi skal hen til Shinozaki Children’s Library, der befinder sig på første etage af Edogawa Ward Children’s Miraikan, en slags kulturhus for børn i den østlige del af Tokyo.
En gang om måneden afholdes der her P4C sessioner for børn. Det er et frivilligt tilbud, som børnene ved årets start kan tilmelde sig. Her får børnene, der er mellem 9 og 11 år gamle og kommer fra forskellige skoler, et frirum, hvor de kan tænke og tale sammen uden at have et særligt mål.
Inden børnene ankommer, har der været opstartsmøde. Omkring 15 voksne er til stede denne dag – enten for at observere ved selv at deltage i den filosofiske dialog, eller ved selv at facilitere nogle af dialogerne. Her er både ansatte og studerende fra universitetet, praktikere fra forskellige skoler og high school elever. Fælles for alle disse mennesker er, at de er optaget af P4C og nysgerrige på, hvordan dette kan praktiseres. Flere af de studerende står for at facilitere dagens filosofiske dialoger, og nogle af dagens facilitatorer har allerede arbejdet med P4C i flere år.
Mit navneskilt på japansk – i godt selskab med en ældre filosof!
Dagen giver dem mulighed for at gøre sig erfaringer med P4C og facilitatorrollen.
Der stilles forskellige kameraer og optageudstyr op rundt omkring i det store lokale. Alt bliver optaget og filmet, for efterfølgende at blive brugt i de studerendes uddannelse. Med udgangspunkt i optagelserne kan de analysere og reflektere over deres praksis. Én af de ting, som Tetsuya Kono er optaget af, er børnenes kropssprog og mimik, som ifølge ham – uden ord – også kan vise vigtige refleksioner og deltagelse.
Dagens tema er valgt på forhånd og handler om regler – eller mere præcist om skoleregler. Facilitatorerne har planlagt forskellige veje ind i temaet, men fælles for dem alle er, at de tager udgangspunkt i børnenes undren og egne erfaringer.
Glimt fra praksis
I dag deltager både børn og forældre. Det er ikke hver gang, at forældrene er med, men når det sker, deltager de på samme måde som deres børn, dvs. de filosoferer i fællesskab over dagens tema. Børnene bliver inddelt i tre grupper på tværs af alder, mens forældrene placeres i en gruppe for sig.
I alle grupper tages der udgangspunkt i børnenes egne erfaringer og tanker. Børnene inviteres til at tænke over, hvilke regler de kender fra deres egen skole – som i et land som Japan er temmelig mange. Det valgte tema taler nemlig ind i en skolehverdag, som af både børn og forældre opleves som meget regelstyret. Derfor er temaet også noget, som børn har gjort sig tanker om og som de er optaget af (og udfordret på) i deres hverdagsliv. Flere af børnene udtrykker både undren og rådvildhed, når de nævner de mange regler. En regel er, at piger skal have deres hår flettet. En anden regel er, at man ikke må bruge mekanisk blyant (trykblyant). Man skal også bruge knæstrømper. Og man skal hvile i 20 minutter. Man skal hilse pænt på læreren.
I grupperne noteres de mange regler, enten på tavlen af både børn og voksne, eller på papir eller post-it sedler af børnene selv, for derefter at blive hængt på tavlen. I nogle grupper begynder børnene at kategorisere reglerne ved at flytte rundt på post-it sedlerne, så regler af samme ”slags” eller ”omfang” placeres sammen. Fælles for grupperne er, at børnenes mange konkrete erfaringer begynder at vise sig gennem formuleringer af filosofiske spørgsmål, altså spørgsmål, der på én gang er både almene og erfaringsbaserede. Hvorfor har vi regler? Kan vi undvære nogle regler? Hvornår er en regel god? Hvad er forskellen på regler og love?
Eftertanker
De filosofiske samtaler i grupperne varer i næsten 1½ time. Som afslutning på dialogen får børnene mulighed for at skrive ned, hvilke tanker de gjorde sig undervejs, hvad de fik af nye tanker, hvad de fandt interessant af det, som de andre børn havde sagt og hvad der dukkede op, som de aldrig havde tænkt over før. Med andre ord bliver der lagt vægt på børnenes eftertanker – som en måde at vende tilbage til børnenes perspektiv på og samtidig samle op på dagens mange tanker.
Som afslutning på dagen præsenterer bibliotekaren en række bøger for børnene, som de kan låne med hjem og læse. Bøgerne handler alle om regler. Udvalget er stort og mange af børnene låner flere bøger med hjem. Jeg spørger nysgerrigt ind til, om bøgerne har en særlig morale, men får at vide, at de er meget åbne og filosofiske. Nogle bøger præsenterer, hvad en lov er og hvordan den bliver til, men der er ikke skjulte moralske hensigter. Dermed kan bøgerne bidrage til, at børnene kan fortsætte deres filosofiske tanker og undersøgelser, når de er kommet hjem – måske i fællesskab med deres forældre.
Efter at børnene og deres forældre er gået hjem, bliver der brugt næsten en time på at høre, hvad de voksne, der faciliterede og deltog i gruppernes samtaler, har af tanker om dagen. I denne erfaringsrunde inviteres jeg også til at fortælle, hvad jeg oplevede, ligesom Tetsuya Kono bidrager med perspektiver som en slags læremester.
I alle grupper var der en oplevelse af, at børnene var interesserede og deltagende, men også, at der indimellem er udfordringer, når man filosoferer sammen. Erfaringerne er genkendelige og minder om de erfaringer, vi i Rum for Undren har, når vi praktiserer filosofi med børn og unge. Det kan være spørgsmål, der knytter sig til indholdet, fx spørgsmål om, hvordan vi kommer mere i dybden med de filosofiske spørgsmål, eller til formen, fx hvordan vi får etableret en dialog mellem børnene og ikke kun mellem facilitator og børn.
Perspektiver
Flere perspektiver er relevante at bringe med ind i en dansk kontekst. Særligt fire perspektiver fanger min interesse.
Søndagens P4C er et eksempel på en måde, hvorpå børn tilbydes et rum for meningsfuld samtale samtidig med, at studerende får mulighed for at øve sig i og gøre sig erfaringer med denne praksisform. Da det er de samme børn, som deltager året igennem, får de studerende et fint indblik i, hvad der sker over tid, fx hvordan børnene bliver mere fortrolige med at tale i et fællesskab, hvordan de bliver bedre til at tænke sammen og i fællesskab undersøge det filosofiske spørgsmål. At erfare, hvad der sker, når P4C praktiseres kontinuerligt og over længere tid, er en virkelig vigtig erfaring, som enhver, der ønsker at praktisere P4C bør have. Måden, hvorpå man her i Tokyo i samarbejde med det lokale bibliotek, forener studerendes uddannelse med et relevant tilbud for børn, er inspirerende og kan måske give anledning til at nytænke den måde, hvorpå vi i Danmark udformer lærerstuderendes praktikforløb.
Et andet vigtigt perspektiv angår eftertankerne. Såvel børnenes eftertanker som facilitatorernes og de voksnes eftertanker bliver taget alvorligt og indgår som en naturlig del af selve P4C-forløbet. For børnenes vedkommende handler eftertankerne om indholdet, om det, som vedrører og berører dem, om det, der var nyt, svært eller gjorde indtryk. For de voksne handler eftertankerne både om indholdet og om formen, men med opmærksomhed på, hvad børnene oplevede og fik ud af at deltage. For mig at se er det netop i disse eftertanker, at erfaringerne kan få lov etablere sig som egentlige erfaringer, at blive til mere end blot oplevelser. Det er i eftertanken og i erfaringsudvekslingen, at dagen sætter spor – og samtidig peger fremad mod nye filosofiske spørgsmål. Dette perspektiv er vigtigt at have med, både når man praktiserer filosofi med børn og unge, og når man er under uddannelse og øver sig i denne praksisform. Gennem eftertankerne skabes større opmærksomhed på, hvad vi laver og hvordan det vi laver, rummer en meningsdimension.
Et tredje perspektiv angår forældrenes rolle i P4C. Ved at invitere forældre til også at filosofere og give dem mulighed for at erfare, hvad dette faktisk betyder, får forældre en forståelse for, hvorfor denne praksisform er meningsfuld, og at der er dimensioner i livet, som deres børn har ligeså mange og vigtige svar på, som de selv har. De får indsigt i, at nogle ting i livet ikke kan afklares entydigt, at nogle spørgsmål må forblive åbne, og at vi gennem dialog kan få indsigt i hinandens tanker og perspektiver. Ifølge Tetsuya Kono er udbredelsen af P4C i de japanske skoler tæt knyttet til forældrenes ønske om at etablere nye praksisformer i skolen. Når P4C er så udbredt i Japan skyldes det med andre ord, at forældrene har ønske om, at denne praksisform indføres. Hvis vi i Danmark ønsker større udbredelse af filosofisk praksis i fx skolen, er det måske relevant at give forældre en større indsigt i, hvad dette felt er og kan.
Et sidste perspektiv, som jeg finder særlig vigtigt, angår selve formålet med P4C. Fælles for de mange P4C praksisser, der eksisterer rundt om i Japan er, at de alle knytter det filosofiske spørgsmål og den filosofiske undersøgelse tæt til børnenes undren, til deres egne perspektiver og erfaringer. Det tema, der blev valgt denne søndag eftermiddag, havde udgangspunkt i børnenes hverdagsliv i skolen, og opstarten på dialogen tog udgangspunkt i børnenes egne konkrete erfaringer. At filosofere på denne måde gør filosofien nærværende og erfaringsbaseret, hvilket hænger sammen med formålet, der ifølge Tetsuya Kono bl.a. er at give børnene indsigt i hinandens tanker, at lære dem at lytte og tale sammen og i fællesskab undersøge de filosofiske dimensioner i tilværelsen – altså en slags dannelse til medborgerskab. Disse tanker og denne måde at praktisere filosofi med børn på er meget i lighed med det, vi tænker og gør i Rum for Undren. Når jeg alligevel finder det relevant at fremhæve, skyldes det, at P4C mange andre steder er domineret af en forestilling om at lære børn og unge om filosofi og filosofiske metoder, at lære dem at argumentere og at arbejde rent hypotetisk. Men at se, hvordan børnene begejstret deltager i P4C i Japan, og høre, hvordan de ved at inddrage deres egne erfaringer oplever P4C som relevant og vedkommende, understreger for mig at se endnu en gang, at formålet med at filosofere må være at opnå indsigt i livet, at få indblik i andres tanker om livet, og at erfare, at det er værdifuldt at tænke sammen.
—
Selvom Japan på mange måder er anderledes end Danmark, er det en øjenåbner at besøge dette land og få indblik i den japanske skole og de strømninger indenfor P4C, der gennem de sidste 10-12 år har bredt sig i landet. På trods af store forskelle er det opløftende at se, at den filosofiske tilgang også i Japan kan finde fodfæste og udvikle sig i en retning, som er meningsfuld for både børn og voksne. Dette understreger for mig at se endnu engang, at denne praksisform har et stort potentiale, og at den også i Danmark bør kunne finde sin egen form, som knytter sig til den danske kultur og skoletradition.